Fra strandbred til museum på syv dage - historien om et gigantisk dinosaur fodspor

Citation:
Milan, J., & Mateus O. (2003).  Fra strandbred til museum på syv dage - historien om et gigantisk dinosaur fodspor. Varv. 2003(3), 8-14., Number 3

Abstract:

n/a

Notes:

n/a

Related External Link

Den Øvre Jurassiske Lourinhã Formationen (150 millioner år) ved Portugals
vestkyst er en af Europas rigeste dinosaurlokaliteter, og de seneste år er der
blevet udgravet skeletter fra mange forskellige dinosaurer, lige fra gigantiske
sauropoder til små og store rovdinosaurer. Mest interessant er nok fundet af
reder med æg og fostre fra en mellemstor rovdinosaur. Lourinhã Formationen
består af tykke røde og grønne lerlag, der udover dinosaurskeletterne indeholder
talrige fossiler af planter, skildpadder og krokodiller, hvilket vidner om et frodigt
flodslettemiljø. Lerlagene afbrydes af periodiske tykke sandstenslag dannet i
perioder med øget nedbør, hvor floderne er gået over deres bredder og har
oversvømmet flodsletten.
De periodiske oversvømmelser af flodsletten, hvor der er aflejret sand ovenpå
ler, har skabt ideelle betingelser til at få bevaret fodspor fra de dyr, der levede
der. For at et spor kan blive bevaret og genfindes fossilt, skal det helst afsættes
i sediment af én type og udfyldes med sediment af en anden type. Derved
dannes der en lithologisk grænse, langs den overflade sporet er afsat i. Når
sedimenterne er hærdnet vil det oftest være muligt at
splitte dem langs denne grænse, hvorved sporet kan
findes både som det oprindelige fodaftryk og som en
udfyldning af fodsporet i det overliggende sediment
(figur 1).
Der findes fem hovedgrupper af dinosaurer hvis spor
med rimelig sikkerhed kan skelnes fra hinanden (figur
2). Theropoderne eller rovdinosaurerne er for det
meste tretåede med lange slanke tæer med skarpe
kløer. Theropoderne havde en lille fjerde tå, men den 

sad i en løftet position oppe på mellemfoden og var ikke i kontakt med jorden
under normal gang. I specielle tilfælde, som f.eks. hvis dinosauren trådte i dybt
mudder, er der bevaret aftryk af den lille tå. Den midterste tå i theropodspor
stikker betydeligt længere frem end de to ydre tæer, og generelt er sporet længere,
end det er bredt. Hvor hele sporserier er bevaret, ses det at rovdinosaurerne
satte deres fødder i en meget smal sporserie med den ene fod næsten lige foran
den anden. Spor fra theropoder kendes i størrelser fra 4-5 centimeters længde
for de mindste former og op til 86 centimeter for spor der formodentligt er fra
en Tyrannosaurus.
Sauropoderne var enorme skabninger, der gik på alle fire. Deres bagfod havde
et asymmetrisk trekantet til ovalt omrids, med spor efter korte tykke tæer med
stumpe kløer. Forfoden derimod havde et hovformet omrids uden separate fingre.
Kun den inderste finger bar hos nogle former en indadvendt klo, der i nogle
tilfælde har efterladt aftryk. Forfoden hos sauropoderne er betydeligt mindre
end bagfoden, i nogle tilfælde udgør forfodens areal helt ned til en femtedel af
bagfodens. Da sauropoderne som nævnt var enorme, er det ikke usædvanligt at
finde spor fra bagfødderne på over en meters længde.
De pansrede øgler, Thyreophora, der omfatter stegosaurer og ankylosaurer, er den
gruppe, hvis spor er dårligst
kendt. Generelt består sporene af en aflang bred symmetrisk bagfod med tre til fire
tæer og en halvmåneformet
forfod med svage aftryk af
korte fingre. Forfoden er placeret næsten direkte foran
aftrykket fra bagfoden.
Ceratopsiderne eller næsehornsøglerne, hvor Triceratops er den mest kendte, har
korte brede bagfødder med
fire korte tæer med stumpe 

Den sidste gruppe er Ornithopoderne, hvor Iguanodon og hadrosaurerne med
deres mærkelige hovedprydelser er de mest kendte. Ornithopodernes spor er
ligesom theropodernes tretåede, men hvor theropodernes tæer var lange og
slanke med skarpe kløer, har ornithopoderne korte brede tæer med afrundede
korte kløer. Sporserier fra ornithopoder viser, at de satte deres ben i en bredere
sporserie end theropoderne. I nogle ornithopodsporserier er der yderligere fundet
aftryk fra en lille hovlignende forfod eller hånd, der viser at de i nogle tilfælde
gik på alle fire. Ornithopodspor kendes fra slutningen af Kridttiden i størrelser
fra 10 centimeters længde til op omkring en meter. De helt små ornithopodspor
kan være meget svære at kende fra theropodspor da de små former havde relativt
lange og slanke tæer. Ornithopodspor er generelt bredere end de er lange.
Indenfor de seneste år er der blevet fundet adskillige dinosaurspor i Lourinhã
Formationen. Hyppigst er
sporene fra små til mellemstore theropoder og ornithopoder, men der er også
fundet enkelte stegosaur- og sauropodspor.
Under feltarbejde i sommeren 2003 blev der på en af de populære badestrande
fundet et gigantisk fodspor fra en ornithopod-dinosaur (figur 3). Sporet måler ca. 70 centimeter i længden, hvilket betyder at sporsætteren har haft en anslået hoftehøjde på
tre til fire meter, hvilket virkeligt er i den store ende for
jurassiske ornithopoder. Der
er ikke fundet skeletrester
fra ornithopoder i Portugal, der bare kommer nær denne størrelse.

Ved næste periode med ebbe stod
vi derfor klar bevæbnet med hamre
og mejsler for at hugge sporet frit.
Sporets bevaring (på en piedestal af
ukonsolideret ler) gjorde selve udgravningsarbejdet
meget let. Der
skulle ikke graves særlig dybt ned,
før vi kunne komme til at grave under
sporet (figur 5). Da udgravningen
foregik omkring middagstid på en
dejlig varm dag, var der mange lokale
badegæster på stranden, og det
varede ikke længe før gravearbejdet
var overtaget af ivrige strandgæster,
og vi kunne trække os afslappet tilbage
til rollen som udgravningsledere.
Under udgravningen brækkede
blokken med sporet i tre store stykker,
men da det var pæne lige brud
betød det ikke noget, da det ikke ville
kunne ses, når sporet blev limet
sammen igen. Desuden var blokken
med sporet alt for stor til at blive
transporteret væk fra stranden med
håndkraft, hvis den havde været i et
stykke. Selv i tre stykker var det
stadig en særdeles hård opgave at få
transporteret sporet over 100 meter
sandstrand og op ad en stejl trappe.
Ved at lægge stykkerne enkeltvis i et
net, og lade fire mand bære det,
lykkedes det efter noget besvær at få
stykkerne op til en bil og kørt hjem
til museets laboratorium.

På laboratoriet blev de tre dele af sporet omhyggeligt limet sammen igen
med epoxylim, og limningerne blev skjult ved at gnide lerstøv på overfladen af
limen, før den hærdnede. For at stabilisere blokken med sporet og forberede
det til udstillingsbrug, blev der konstrueret en solid træramme omkring det
(figur 6). De dele af lerfladen, der blev hugget væk under udgravningen, blev
genskabt i gips op til det oprindelige niveau, sporet blev fundet ved. For at
genskabe omgivelserne, som de så ud, da sporet blev fundet ved stranden, blev
der i det øverste lag gips iblandet knust ler. Dette genskabte udseendet fra den
autentiske overflade.
Mens sporet var blottet i tidevandszonen, var det blevet koloniseret af en
gruppe albueskæl og nogle grønalger. Vi besluttede, at disse skulle blive
siddende (medmindre de pludselig gav ophav til lugtgener), så sporet fremstod,
som var det taget direkte op fra stranden.
Selve transporten fra laboratoriet til udstillingslokalet skulle vise sig at blive
lidt af en udfordring, da kassen med sporet - nu indstøbt i gips - vejede mellem
150 og 200 kilo. Transportvejen gik et stykke ned ad gaden og ind gennem
museets hovedindgang for at sporet kunne komme på plads i udstillingen. Men
ved hjælp af fire mænd og en gammel trillebør, der næsten selv burde have 

indgået i udstillingen, blev sporet kørt hen til hoveddøren, hvor det blev rejst
på højkant og rullet på plads på plastikruller. Sporet indtager nu en prominent
plads i dinosaurudstillingen på Museu da Lourinhã sammen med alle de andre
fantastiske fund fra området (figur 7).
At sporet, mindre end en uge efter det blev fundet, befandt sig i monteret
stand på en prominent plads i museet, er nok en effektivitet meget få geologiske
museer i verden kan prale med.